©  Foto:

Restaurant Kunsten i Musikhuset Esbjerg

Kunsten er restauranten i Musikhuset Esbjerg. Her serverer køkkenchef Jacob Møller Justesen mad for dig inden din koncert eller forestilling. Kunsten er også det perfekte sted til bryllupper, fester og selskaber af enhver slags.

Den bedste måde at indlede en aften i Musikhuset Esbjerg på, er ved at lægge ud med en lækker trerettersmenu fra Kunsten – restauranten i Musikhuset.

Manden, der står bag komfuret i Kunstens køkken, er en af lokalområdets kulinariske stjerner, nemlig Jacob Møller Justesen. Han overtog rollen som køkkenchef, efter at Musikhuset Esbjerg den 1. september 2019 overtog Restaurant Kunstpavillonen fra Josef Anton Nielsen, der siden 1987 har drevet restauranten med udsigt over Byparken og Esbjerg Havn.

I dag går restauranten under navnet Kunsten – et navn, der tager afsæt i Kunstpavillonen og hylder den legendariske restaurant, men som også viser, at Musikhuset og Jacob Møller Justesen gerne vil forny og sætte sit eget præg på den madoplevelse, gæsterne får.

Jacob Møller Justesen, der har 30 års erfaring som kok og en fortid hos blandt andet Henne Kirkeby Kro, Hotel Britannia og Restaurant Justesen i Varde, serverer mad, der er frisk, lokalt forankret og som tager udgangspunkt i de produkter, der er allerbedst netop nu.

I forbindelse med kulturarrangementer i Musikhuset bliver maden, som Jacob Møller Justesen og hans dygtige hold står bag, serveret i Musikhuset smukke, lyse foyer. Som gæst i Musikhuset vil den eneste forskel, du oplever, altså være, at maden bliver endnu mere frisk og lækker end tidligere.